Close
9550 Mariager Hadsundvej 112
(45) 20 67 29 47 [email protected]

Tang

Vi kender måske tang fra noget, der ligger på stranden og lugter grimt, og vi har mistet vores viden om, hvad tang er, hvorfor det er sundt og hvordan det kan bruges. Mennesket har igennem tiderne altid spist og brugt tang på forskellig vis, og i mange asiatiske lande udgør tangprodukter helt op til 10% af ernæringen.

Bæredygtighed
Tang og alger er (og har været) en bæredygtig måde at skaffe mad på, da havet rummer så meget mad og næringsstoffer. Tang og alger indeholder nemlig vigtige vitaminer, mineraler, sporstoffer, proteiner, sunde fibre og fedtstoffer samt få kalorier. Tang findes overalt på kloden, bestående af flere tusinde forskellige arter, så en udvikling mod en bedre og fremtidsorienteret udnyttelse af havets ressourcer, kunne gavne klodens befolkning på rigtig mange måder.

Alger og tang er lidt forskellige, da alger har det til fælles med planter, at de udfører fotosyntese og ved hjælp af sollyset danner sukkerstoffer og energi. Tang er kun svagt beslægtet med planter. Fossile fund viser, at tang er en mindst 500 mio. år gammel livsform og at alger af en eller anden slags fandtes på jorden for tre mia. år siden. Tang og alger er nemme at fordøje og har en høj frekvens og energi. Da alt består af frekvens, er den mad, vi indtager kommunikation til vores celler. Udover de mange mineraler, indeholder tang og alger også fedtstoffer, der er yderst gavnlige for menneskets cellevægge. Det er bl.a. omega-3 fedtsyre, og det er faktisk herfra dyr i vandet får disse fedtstoffer.

Ernæring
Tang er f.eks. en god kilde til calcium og der er typisk 10 gange mere calcium i tang end i f.eks. ko-mælk. Samtidig er tang generelt en meget bedre kilde til jern end f.eks. spinat og æggeblomme. Det kan være en fordel at kombinere de forskel­lige tang- og algetyper, da de hver især har henholdsvis et højt eller lavt indhold af vitaminer, mineraler, fedtstoffer, proteiner m.m., så man er godt dækket ind.

Fordelen ved at spise tang og alger i stedet for fisk, er at de ikke optager skadelige stoffer i forhold til forurening som fisk gør. Selvfølgelig; er man ude for at samle tang selv, skal det være ved havet, hvor der er gennemstrømning i vandet. Det skal ikke være et stillestående vand, hvor bakterier m.m. kan få lov at gro.

Superfood

Superfood er en betegnelse af fødevarer, som indeholder en ekstra stor koncentration af næringsstoffer, såsom vitaminer, mineraler, antioxidanter og fedtsyrer. Superfood er altså næringsrig mad, som videnskabeligt bevist har en sundhedsfremmende virkning på kroppen. De er naturlige, har en høj optagelighed, og hjælper på hver sin måde og sammen, som en synergieffekt, med at give næring og energi til cellerne.

Spirer

Spirer er sunde. De er babyplanter i deres storhedstid! Det vil sige, at de har en større koncentration af næringsstoffer end på noget andet tidspunkt i deres liv. Spiring er blandt andet det, der gør rå mad til levende mad, og det er en stor del af rawfood livsstilen. Frø, korn, bønner, ærter, linser og kerner opnår ved spiring en høj energi og vibration samt høje niveauer af aminosyrer, antioxidanter, enzymer, klorofyl, vitaminer og mineraler. Det gør spirer til en af de mest perfekte fødevarer. Eksempelvis indeholder radisespirer meget mere calcium end en kartoffel og mere C-vitamin end ananas. Lucernespirer indeholder mere klorofyl end spinat, grønkål, kål og persille.

Hvad er rawfood?

“Rawfood er rå, hel og plantebaseret mad (uden kød, fisk og mejeriprodukter) og ikke opvarmet over 42 grader…”

Rawfood handler om, at maden er af god kvalitet, økologisk/biodynamisk og i det hele taget sund og nærende for kroppen. Rawfood er rå grøntsager, frugt, tang, alger, nødder, frø, spirer, dehydreret (lufttørret) brød, lækre smoothies, sprøde salater, søde desserter, rå kager og meget mere.

Rawfood begrebet dækker samtidig over mad, som er levende i den forstand, at den indeholder mange enzymer, vitaminer og mineraler. Et grundlæggende element i rawfood konceptet er, at man bibeholder så mange af madens vitaminer, mineraler og enzymer, da det er disse næringsstoffer, som mange mennesker er i underskud af, og som vores jord efterhånden er udpint for. Vores krop har brug for hel og næringsrig mad, som er så tæt på dens oprindelige kilde som muligt.

Rawfood er for alle, som har lyst og motivation. Det er ikke nogen religion, men en livsstil, hvor man får mulighed for at se og opleve sig selv og omverdenen på en ny og bevidst måde. Man kan bruge rå mad til at supplere med, bruge det i perioder 100% til at rense ud med, eller lad det være en stor del af ens livsstil, så måske 50-80% af ens kost består af rå mad.

 

RAWinfo